Tranedans:
Sange om et levet liv.
Små fortællinger, som et manuskript, start, midte og slutning.
Ny musikalsk konstellation, nærmest en kvartet med fremragende musikere, hvor diverse solister har prøvet at omkranse indholdet, stemningen i ordene, poesien. Der er kor, harmonika, mundharpe, trompet, slagtøj, og flere slags strengeinstrumenter-
Jeg gik ind i sangskriver rummet efter min sidste film Lille sommerfugl, hvor et Dansktop orkester der spiller en central rolle skulle optræde med diverse sange, jeg bad om en håndfuld af de kendte, men fik det svar at det var der ikke penge til, derfor besluttede min gode ven og producer Jacob Groth der også komponerede filmens score, at skrive numre i den stil selv.
Det var et lykkeligt samarbejde, men skulle jo ikke fremføres af mig, men af skuespilleren Kasper Gattrup. Jeg blev ganske tændt af at skrive de sange, derfor besluttede jeg at skrive et repetoir til mig selv, og det er blevet de 11 numre på Tranedans!
Jeg tror mere og mere på inspiration, det at dumpe ned i et kreativt rum, og den cirkel har jeg været så begunstiget at være omkranset af, ganske meget i Corona tiden.
Det har været morsomt at skulle tune ind til min alder, altså at lægge det sang jeg har tilbage et par toner ned.
Sangene er som sagt små historier, oplevelser fra et langt levet liv, der er et par sange om kærlighed, der er refleksioner over min generation, der er en sang om vores sprog, og der er en sang hvor jeg har hængt mig på et værk af Frederick Chopin, som jeg har været optaget af i rigtig mange år. Og der er vel også lidt sjov, men ingen rigtig løftede pegefingre.
Alderen mærkede jeg bedst idet jeg ville have produceret 1000 stk. CD’er – det insisterede jeg på, og der blev bemærket, at det var da fint, så vidste mine sønner at de skulle smide 992 CDér ud når jeg havde stille træskoene.
Jeg har altid betragtet mig selv som filminstruktør, men har et langt liv igennem været omgivet af guitarer, har spillet hver dag, og betragter min store flok guitarer som en slags venner der trænger til at blive rørt.
Jeg besluttede mig tidligt, efter 3 Album at satse 100% på filmen, men skrev sange til andre, ikke mindst til TomMcewan og Jes Ingerslev, dem med Fy Fy Skamme. Men skrev også til tegnefilm, og lyrik til bl.a. Kasper Winding.
Jeg stoppede selv musikalsk første gang i 1981 – og så gik der jo ikke mere end tyve år før mit næste album Isalena blev udgivet. Tranedans er mit femte album. Men der er så heller ikke gået mere end tyve år.
Jeg ville hellere være bag et kamera, havde det svært med at skulle stå på en scene som en ældre 60 årig herrer, det kom jeg så i den grad til, og spillede koncerter frem til 2014.
Men filmen, de 12-13 spillefilm jeg har instrueret og skrevet med på, samt utallige TV-afsnit, har været mit primære udtryk siden midten af 70’erne.
Ud at spille igen – ja måske i små konstellationer, og ikke to timers koncerter efter 500 kilometer i band bil.
Når det er sagt, er det musikalske sociale venskab og fællesskabet uhyre dejligt, og har betydet rigtig meget, ikke mindst venskabet med min gode ven Leif Lindskov, som jeg lavede to udgivelser med, og hvor vi i øvrigt skrev filmmusikken til ”Vil du se min smukke navle” sammen, og endelig mit lange venskab med guitarist, komponist og producer Jacob Groth, der stort set har produceret alle mine soloting. Begge venskaber der går mere end 50 år tilbage.
Hvad har jeg lært om livet:
At passe på kærlighed og venskaber. At livet går frygteligt stærkt nede i den tunge ende. Man kan sige at Juleænderne kommer flyvende hurtigere og hurtigere.
At man skal gå med glæden når den er der. At livet, naturen, himlen og havet er så smukt, hvis man gider at se ud og op. Og at det er bestemt ikke er altid jeg har været god til det.
Men her er Tranedans, og det har været en smuk og fin rejse.