Vinyl
1 VINYL
Normal
Sort
Nej
Description
Marianne van Toornburgs andet solo-album ”Simpelt” udkom i maj 21 og fik en rigtig fin modtagelse, rosende omtale og flot airplay på P5. Nu kommer albummet så endelig på vinyl – og med et ekstra track!
Det lykkedes os trods op- og nedlukninger at spille rundt i landet, hvor der var stor efterspørgsel på en vinyl, og her opstod tanken om at genindspille Mit Hår og lægge den på albummet. Den er tidligere udgivet i en uptempo-version, men live tog vi den helt ned i tempo, kun akkompagneret af guitar og kor – og vi fik overvældende god respons på den. Derfor kom den med på vinylen, krydret med lidt bas og melodica.
”Simpelt” er fyldt med sørgmuntre sange, sødme og silende regn, og en konstant refleksion over livet, døden, kærligheden og det store spørgsmål om, hvor man kommer fra og hvor man skal hen. Albummet er umiskendeligt van Toornburg’sk og skrevet i samarbejde med Jonas Struck (Swan Lee & filmkomponist).
Pressen skrev bl.a. om Simpelt:
”… van Toornburg skriver sange, der er spændende at gå på opdagelse i, fordi hendes sprog både er varieret og sprudlende…”
”…der er i det hele taget meget at smile over, for van Toornburg maler forunderlige
billeder, som svæver i luften længe efter, de er sunget…”
Sangene er blevet klædt flot på af en række af van Toornburgs yndlingsmusikere: Jonas Struck (gui), Mikkel Grue (gui), Jens Hein (bas), Maggie Bjorklund (pedalsteel), Johnny Stage (gui), Sisse Selina Larsen (dr) med flere. Alle har givet deres personlige fingeraftryk på produktionen – som er produceret af Marianne i samarbejde med Carsten Skov og Ormen, og mixet af lydmesteren Teis Frandsen.