Skip to main content

ALRUNE ROD

RAGNAROCK, LIVE ’74 – HVID

Limiteret og nummereret hvid vinyl og hvidt cover (300 ex)

Findes også på sort vinyl med sort cover (300 ex)

kr. 229
Medie

Vinyl

Indhold

1 LP

Cover

Normal

Farve

HVID

Oplag

300

Nummereret

Ja

Spilletid
Release

31/05/24

Beskrivelse

Alrune Rod – Live, Ragnarock 1974.

Livealbum med et velspillende Alrune Rod live på Ragnarock Festival i Norge,  for første gang på vinyl!

Det er en stor fornøjelse for os på Turn It Over Records, i samarbejde med Karma Music, at kunne udsende endnu en juvel fra den danske kultur- og rockhistorie.

Alrune Rod var i 1974 i gang med sin femte sæson som aktivt turnerende rockband. Allerede kort tid efter dannelsen i 1969 var bandet blevet efterspurgt live, og fik blandt andet derfor hurtigt rygtet som blomsten af dansk psykedelisk hippierock og sammen med f.eks. Burnin Red Ivanhoe, i årene der fulgte, prædikatet som hippernes hoforkester.

Efter flere udskiftninger, tre danske og et enkelt engelsksproget album var der kommet så meget hul igennem, at også de øvrige skandinaviske lande havde fået ører og øjne åbnet for det danske orkester.

Derfor lagde Alrune Rod i juni 1974 vejen forbi Norge, hvor de tidligere havde spillet flere gange, og spillede på Ragnarock Festival, der fandt sted for foden af Holmekollen. Her kunne de norske (og nordiske) hippier samme år også stene ud til engelske Procol Harum og hygge sig med det svenske ikon Cornelis Vreeswijk.

Besætningen Leif Roden, Ole Poulsen, Michael Miller og Karsten Høst havde været nogenlunde fast siden 1973, og med tilføjelsen af saxofonisten Jesper Nehammer (tidligere Thors Hammer og Palle Mikkelborgs V8), både live og på plade, arbejdede bandet sig hen imod en ny lyd.

Alrunen havde i 1973 udsendt albummet ”Spredt for vinden”, det første på deres eget selskab Mandragora, og spillede naturligvis materiale fra dette og fra forgængeren ”Alrune Rock” ved koncerten i Norge. Men endnu mere interessant er de nye numre i liveversioner, der på dette tidspunkt endnu ikke var indspillet, men som senere kom på albummet ”4-vejs”, der blev indspillet i oktober og udsendt i slutningen af 1974 og blev Alrune Rods sidste studiealbum.

Bandet var trætte og besluttede at tiden var ved at være gået for et af danskrockens mest aktive, originale og psykedeliske rockbands og drog på afskedsturné, hvor de spillede deres sidste solojob i Klub Tatuba i Huset i Magstræde i marts 1975. Den helt sidst koncert fandt sted på Roskilde Festival, sommeren samme år.

På denne liveoptagelse er det et ernergisk og velspillende band der veloplagt serverer kontant og støjende rockmusik, som vi er mange der kan lide det. Optagelsen blev fundet ved en tilfældighed mange år senere og overgivet til bandet, der kontaktede TømrerClaus og dennes Karma Music,  der oprindeligt udsendte den på en af de sølvfarvede i 2005, mixet og produceret af Leif Roden.

Nu kommer den så heldigvis på remastered vinyl, og det endda i to versioner: En hvid og en sort og begge i et nummereret oplag på 300 ex.

Pladen udkommer på Turn It Over Records den 31-5-2024

Rock søster Rock!


Trackliste

#TITEL
A1
Om At
A2
Ringene I Sandet
A3
Flyv Fugl Fisk
B1
De Vises Sten
B2
Rock Søster